Lovgivningen omkring radiomodtagelse


Sidste opdatering:11-juni-2014


Lovgivning

Reglerne for radiomodtagning i Danmark er fastsat i Lov om radiofrekvenser samt i bekendtgørelser fra Erhvervsstyrelsen.

I gamle dage, hvilket i denne forbindelse vil sige før 1/7-1996, var den danske lovgivning meget striks. Uden speciel tilladelse var det kun tilladt at eje udstyr til modtagelse af frekvenser under 30 MHz, radiospredningsfrekvenser og radioamatørfrekvenser.

Dette blev med et slag ændret, da Folketinget vedtog en række ændringer til loven, som trådte i kraft den 1/7-1996. Senere er loven blevet revideret flere gange primært med henblik på effektivisering af de frekvensadministrative metoder.

I den gældende lovtekst er det § 6, der er den interessante. Denne lyder i sin helhed:

§ 6. Anvendelse af radiofrekvenser kan alene ske på grundlag af tilladelse udstedt af IT- og Telestyrelsen, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. IT- og Telestyrelsen fastsætter regler om, at visse radiofrekvenser kan anvendes uden tilladelse, og fastsætter regler for denne anvendelse.

Stk. 3. Anvendelse af radiofrekvenser i radioanlæg, der alene er indrettet til modtagelse af radiofrekvenser, kan ske uden tilladelse.

Stk. 4. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte regler om forsvarets anvendelse af radiofrekvenser, herunder at forsvarets anvendelse af radiofrekvenser kan ske uden tilladelse.

Stk. 5. Politiet kan anvende radiofrekvenser uden tilladelse med henblik på at forstyrre eller afbryde radio- og telekommunikation m.v. som led i indgreb foretaget i medfør af § 791 c i lov om rettens pleje.

Som det ses af stk. 3 i det ovenstående, så kan man altså frit anvende rene radiomodtagere.

Yderligere regler bl.a. om tavshedspligt findes i Bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse samt om amatørradioprøver og kaldesignaler m.v.

Af historisk interesse kan være bemærkningerne til det oprindelige lovforslag fra 1996. Dengang var det § 1 i loven, der omhandlede fritagelsen for tilladelse.

Ad § 1, stk 2
  I bestemmelsen fastsættes det uændret, jf. den nuværende lovs § 1, stk. 1, at radioanlæg, der benyttes i det nationale forsvars tjeneste, må oprettes og drives uden tilladelse.
  Herudover fastsættes det, at samtlige radioanlæg der kun er indrettet til modtagning, må oprettes og drives uden tilladelse.
  Hidtil har oprettelse og drift af radiomodtagere kun i et vist omfang været undtaget fra kravet om tilladelse. Kravet om tilladelse til oprettelse og drift af øvrige radiomodtagere har sammen med bestemmelser om tavhedspligt haft til formål så vidt muligt at sikre hemmeligholdelse af radiokommunikation, der ikke er bestemt til brug for almenheden. Andre europæiske lande (bl.a. Finland, Sverige, Tyskland og England) har haft lignende bestemmelser, der gav mulighed for at begrænse oprettelsen og driften af radiomodtagere, i disse landes nationale lovgivning, men har nu fjernet disse, uden at det så vidt vides har givet anledning til nævneværdige problemer.
  Ved den foreslåede ændring bringes retstilstanden i Danmark på dette område således i princippet i overensstemmelse med retstilstanden i en række andre europæiske lande.
  Med den foreslåede bestemmelse vil det herefter være tilladt at oprette og drive alle typer af radioanlæg, der kun er indrettet til modtagning af radiokommunikation, uden tilladelse. Den radiokommunikation, der vil kunne modtages, er bl.a. radiokommunikationen i de maritime radiotjenester, i luftfartsradiotjenesterne og i de landmobile radiotjenester. Kommunikationen i disse tjenester sker mellem skibe, skibe og kystradiostationer, luftfartøjer og basisstationer og mobile/bærbare radioanlæg, herunder i de såkaldte lukkede landmobile radiotjenester, som bl.a. benyttes af taxiselskaber, brandvæsener, politi m.v., og i de offentlige mobiltelefontjenester. Det er i en række af disse tjenester muligt at sikre sig mod aflytning ved at kryptere kommunikationen.
  Der vil dog fortsat være adgang til at fastsætte bestemmelser om brugen af radiomodtagere, herunder bestemmelser om hemmeligholdelse af radiokommunikationen.  
  Det bemærkes, at det følger af Straffelovens § 263, at uberettiget aflytning af telekommunikation, herunder samtaler ført over mobiltelefon, er strafbart.
  

Citat slut.

Straffelovens § 263 stk. 1:

Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget
1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet,
2) skaffer sig adgang til andres gemmer,
3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang.
 

I "Kommenteret Straffelov - Speciel del, 5. omarbejdede udgave", står der under kommentarerne til § 263 bla. følgende:

Aflytning af radiosamtaler og lignende er næppe beskyttet af straffeloven, hvis det er samtaler, som ikke er teknisk sikrede mod andres lytten. Hvis der kræver særligt udstyr m.m., må bestemmelsen derimod formentlig være anvendelig.

Hvis man vil se en mere populær fremstilling af de nye regler, var der i BT den 5/6-96 under overskriften Vær med på en lytter hos politiet en artikel om lovændringen.
Klik her for at se artiklen.

Hvis man ønsker yderligere oplysninger kan man altid kontakte Erhvervsstyrelsen.

Tavshedspligt

Bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse samt om amatørradioprøver og kaldesignaler m.v.  er der fastlagt regler omkring tavshedspligt:

§ 21. Indholdet og eksistensen af radiosignaler, som modtages af andre end den, for hvem de er bestemt, må ikke bruges, offentliggøres eller videregives til uvedkommende.
Stk. 2. Tavshedspligten i stk. 1 gælder ikke radiokommunikation, der er beregnet til almindelig brug for offentligheden, f.eks. nødsignaler, navigationssignaler, amatørradio, radiofoni- og fjernsynsudsendelser.

Hvad må man så

Et er de rå lovparagraffer, et andet er tolkningen heraf. Det er rimeligt klart, at man uden tilladelse kan anskaffe alle typer rene radiomodtagere. Det kan imidlertid synes uklart, hvad man må bruge dem til.

For at få dette på det rene, følger her den daværende Telestyrelses svar på spørgsmålet, om straffelovens betydning på området:

**** Citat start ****

Vedrørende scannere

 Ved elektronisk postmeddelelse af 10. januar 1997 har De bl.a. anmodet om oplysning om Telestyrelsens fortolkning af straffelovens § 263 anvendelse på området vedrørende scannere.

 I den anledning kan Telestyrelsen oplyse, at det af betænkning nr. 1023 fra 1984, udgivet af Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden, fremgår af side 57, at "anden tilsvarende telekommunikation" sidestilles med telefonsamtaler. Herved fastslås, at al fjernkommunikation af information (med undtagelse af radiokommunikation), der befordres med hjælp af elektroniske bølger eller lignende overførselsmedier, således at meddelelsen er fremme hos modtageren praktisk taget samtidig med afsendelsen, ligestilles med telefonsamtaler.

 Af samme betænkning, side 67, fremgår det videre, at: "Aflytning af radiosamtaler antages ikke at være omfattet af straffelovens § 263, jf. Greve, Unmack Lassen og Lindegaard, straffeloven, speciel del, 3. udg., s. 292. Derimod vil aflytning af andres radiokommunikation uden tilladelse og videregivelse af herved modtagne oplysninger, efter omstændighederne kunne være strafbar efter reglerne i radiokommunikationsloven".

 For så vidt angår afgrænsningen mellem radio- og telekommunikation, anføres det i betænkningens side 58, at: "som nævnt befordres mange telefonsamtaler, der foretages i tilknytning til det offentlige telenet, efterhånden helt eller delvist via radioanlæg. Dette gælder f.eks. telefonsamtaler fra skibe eller andre mobile telefoner. Det gælder imidlertid også i et vist omfang telefonsamtaler mellem stationære (almindelige) telefoner. I det omfang, telefonsamtalen føres trådløst fra skibe eller fra mobile telefoner, må de samtalende forudse muligheden af, at uvedkommende kommer til at aflytte samtalerne. Dette gælder imidlertid ikke samtaler mellem almindelige stationære telefoner, selvom de på en del af strækningen - uden at abonnenterne har kunnet erkende det - er befordret via radio. For at gøre reglernes anvendelsesområde så enkelt som muligt, foreslår udvalget imidlertid begrebet telefonaflytning afgrænset således, at det omfatter alle indgreb i det offentlige telefonnet - herunder den del af nettet, der betjener sig af radio - , men den radiokommunikation, der ikke har forbindelse med telefonnettet, holdes udenfor reglerne".

 Afgørelsen af, hvorvidt den skete aflytning er retmæssig, beror således på en nærmere vurdering af, hvilken radiokommunikation, der aflyttes, om det er påregneligt for samtaleparterne, at andre aflytter samtalen, og om afsøgningen af den nævnte radiokommunikation retter sig mod en bestemt samtale, eller samtaler mellem personer.

 Telestyrelsen skal endvidere henvise til, at det af bemærkningerne til lov nr. 470 af 12. juni 1996 om ændring af lov om radiokommunikation, side 4, fremgår, at....."Det særlige hensyn om hemmeligholdelse af radiokommunikation, der ikke er bestemt til brug for almenheden, vil kunne tilgodeses ved fastsættelse af bestemmelser om hemmeligholdelse, der retter sig mod brugerne af radioanlæg. Hertil kommer, at brugere af radioanlæg vil kunne tilgodese dette ved at kryptere kommunikationen i det omfang, det ikke i øvrigt strider mod loven... Under alle omstændigheder følger det af straffeloven, at uberettiget aflytning af telekommunikation, herunder samtaler ført over mobiltelefon, er strafbart".

Der er herved foretaget en klar sondring mellem radiokommunikation, hvoraf beskyttelse skal ske i medfør af bekendtgørelse fastsat med hjemmel i radiokommunikationsloven og telekommunikation, der allerede er omfattet af beskyttelsen i straffelovens § 263.

Telestyrelsen skal derfor gøre Dem opmærksom på, at uagtet der ikke længere kræves tilladelse til scannere, så skal radiokommunikationslovens og straffelovens regler om (uberettiget) aflytning fortsat iagttages. Telestyrelsens fortolkning af straffelovens anvendelse på dette område har således ikke ændret sig inden for det seneste halve år.

Såfremt De måtte ønske yderligere oplysninger om straffelovens § 263, skal man henvise Dem til at rette henvendelse til Justitsministeriet, under hvis ressortområde loven hører.

Med venlig hilsen

Lise Holmgaard Nielsen

**** Citat slut ****

 

Af ovenstående svar fremgår, at der klart skelnes mellem telekomminikation og radiokommunikation. Så snart det offentlige telefonnet er involveret, er der tale om telekommunikation, som det ifølge straffeloven er forbudt at aflytte uretmæssigt.

Radiokommunikation er imidlertid ikke omfattet af straffeloven men derimod af Lov om Radiokommunikation og de hertil hørende bekendtgørelser. Her ligger begrænsningerne i bestemmelserne om tavshedspligt.

Det kan derfor konkluderes, at aflytning af f.eks. politiets radio ikke er omfattet af straffeloven, da denne ikke kan klassificeres som telekommunikation.

Som det fremgår ovenfor er man forpligtet til at hemmeligholde hvad man hører og ikke viderebringe nogen form for information. Dette dækker principielt også information om hvilke frekvenser, der anvendes. Hvis oplysninger om frekvenser imidlertid er skaffet på anden vis, f.eks. ved at spørge brugeren eller ved at læse diverse frekvenslister, så er der intet til hinder for viderebringelse af informationen. Vedrørende frekvenslister, så er der ikke noget til hinder for at viderebringe oplysninger fra kommercielt tilgængelige lister. For at loven om ophavsret skal finde anvendelse er der normalt krav om, at materialet er resultat af en selvstændig kunstnerisk proces, hvilket en samling frekvensoplysninger ikke kan siges at være.


Denne side er en del af Dansk Scanner Information på http://www.dkscan.dk